Det er her de strander

Det er her de strander. Den brogede skare af gamle søulke. Det er her de lader ankeret gå for sidste gang på skibe mættede af sømil. Med dæk prydet af dekorative mærkværdigheder, der vidner om oplevelser fra alverdens fjerne steder. På skibe, der fremstår lige så arrede og gennemvædede af erfaring som deres tilbageblevne sol- og vindbidte besætning.

De kom her oprindeligt for at lade vinteren passere på det stormfulde hav mod syd. I sikkerhed. Uden for rækkevidde. De kom her for at lade sjælen proviantere så den endnu engang kunne iklæde sig de sidste eventyr i en verden, hvor det ukendte svinder ind. Hvor autenciteten er ved at slippe op, det ufriserede ved at rinde ud. De kom her oprindeligt i transit. I transit med løfter om fremmede kyster og nye eventyr i en nær fremtid. Men det er her de strander.

De strander ingenmandsland. Bogstaveligt talt midt mellem to lande. To gamle smuglerbyer. Sanlúcar, hvor solen står op. Alcoutim, hvor den går ned. Og natten, hvor slaver og kaffe blev fragtet over floden i svundne tider. Et sted, der siden tidernes morgen har modsat sig autoriteterne som en ulydig lille oase. Det passer dem godt. De utilpassede rejsende. Måske er det derfor de strander her.

Der er noget uforklarligt ved atmosfæren. En ganske speciel stemning. Det er som om stedet eksisterer uden for tid og rum. Som om universet stopper på den anden side af bjergene og det eneste af betydning er lige her. Lige nu. Skibene ligger ned langs floden som uperfekte perler på en snor. Uperfekte perler, der toner frem gennem morgendisen og sammen danner det perfekte motiv. Det er som at befinde sig i et maleri, der får Skagensmalernes værker til at ligne billige postkort fra turistkioskens sol-blegnede udvalg. Ikke at her er en kiosk. Her er ikke engang et rigtigt supermarket. Her er heller ingen reklameskilte. Her er ingen shoppingmuligheder. Forbrugerkulturen vandt ikke indpas. Men her er alt hvad man har brug for. Måske er det derfor, det er her de strander.

Måske er det menneskerne. Deres imødekommenhed. Deres gæstfrihed. Deres ignorance overfor fiktive afgrænsninger. Portugisere, spaniere, englændere, irlændere, skotter, tyskere, belgiere, franskmænd, litauere med mere. Og nu også et par danskere. Her oprinder folk, fra verden. Her giver konceptet nationalitet ingen mening. Spørgsmålet er ikke, hvor du kommer fra, men hvilket sprog vi skal tage samtalen på. 

Og deler vi ikke et sprog, er der gratis spanskundervisning mandag og onsdag for de voksne og børnene er alle velkomne i den lokale spanske skole. Indskrivningen tager fem flade minutter og der er lutter smil hele vejen igennem. Her er alle fælles i deres fremmedhed. Måske er det fordi de endeligt føler sig hjemme. De sære sejlende nomader. De rastløse sjæle. Måske er det derfor de strander her.

De taler om os. De strandede. For de kender os før vi kender dem. Vi er dem med alle børnene. Dem der bidrager til underholdningen i form af to piger, der løber rundt med bue og pil, bygger huler og hopper i den 10 grader varme flod. Vi er dem med det eventyrlystne lille barn, der løber hovedkuls mod alle farer. Vi er dem der ror vores piger i skole over floden i modstrøm og modvind. Stadig ingen motor. Vi er dem, der åbenbart imponerer de garvede søfolk ved at have alle de børn med på langfart. De taler om os. Vi kan høre det mellem linjerne i samtalerne. Gud ved hvad de ellers siger om os.

Hvem ved. Måske siger de: “Det er her de strander.”