William har forladt skuden

William har forladt skuden. Han har haft et stort savn til venner og familie derhjemme, som over tid ikke er blevet mindre. Som han selv har udtrykt det: ”Det er fedt at være her – jeg vil bare hellere være derhjemme med vennerne”. Udover savnet har det nok heller ikke hjulpet på sagerne, at han ikke har kunne komme sig over søsygen. Da vi sejlede fra København til Baiona, var det ikke så slemt fordi vi sejlede nærmest hver dag, hvilket gjorde ham vant til havet. Men siden da, har vores pauser været så lange, at han har skulle starte forfra på søsygen hver gang. Han elskede at ankomme et nyt sted og udforske det, men hadede når vi skulle derfra. Med søsyge i sigte. Søsygen kunne han bide i sig, men savnet til vennerne kunne han ikke og der er ingen grund til at fortsætte på eventyr når man inderst inde hellere vil være et andet sted.

Jeg har spekuleret på, hvad han har fået ud af turen. Om noget. For han er selv ret uimponeret over at han har sejlet ned gennem Atlanterhavet med tilhørende alenevagter i 6 dage på havet. Han er lige så uimponeret over at han er sejlet hele vejen fra københavn over UK til sydspanien. Og det til trods for at hans fader er pivstolt. Han virker også ret uimponeret over at have taget kæmpe del i sin egen hjemmeskoling. Faktisk er han selv så uimponeret at jeg har tænkt over om han overhovedet har fået noget ud af turen.

Men mon ikke der er sivet noget ind alligevel. Jeg ville gerne vise ungerne et alternativ til den normale Otte-Til-Fire tilværelse og herude har de i hvert fald mødt og set de skæve eksistenser, i form af båd-normader, der præsterer at vælte rundt i verden med et budget på 20-40.000 kr om året.

Tror det var Carl Jung, der sagde noget i stil med: “Et barns største byrde er dets forældres ulevede liv”, og de vælger sikkert den slagne vej, men om ikke andet har de set at der er et alternativ. Og måske er der sået et frø, for at tænke lidt ud af boksen.

Vi har været et super team, hver gang der skulle lægges til i en ny havn og han havde mere styr på fortøjninger og spring end jeg selv. Han har haft min ryg når jeg har måtte tage mig noget tiltrængt søvn på de lange passager. Men mest af alt kommer jeg til at savne vores brydekampe på stranden og fodboldspil på gader, stræder og parker. Det er sært at sige på gensyn i hvad der jo er midt på turen for os andre. Men vi ses jo om et halvt år og det bliver spændende at høre hvordan det bliver at vende tilbage til hverdagen derhjemme efter vores “lille” eventyr.