Fra Ferragudo til Ayamonte

Turen fra Ferragudo/Portimão til Ayamonte, hvor vi ligger nu, har budt på lidt af hvert. Vi tog et langt stræk til havne-”byen” Vilamoura, der udelukkende var befolket af turister. Masseturismens højborg var lidt svær at finde sig til rette i og det hjalp måske heller ikke på det at vi blev sunget i søvn hver aften af fulde englændere, der fandt glæde i at voldtage det lokale karaoke-anlæg. Hver aften. Uden undtagelse. Priserne i Vilamoura afspejlede holdningen, at turister er sådan-nogle-slags-mennesker, hvis de da overhovedet kan snige sig op i den kategori, som man tager røven mest muligt på. En ressourse som skal høstes. Og i Vilamoura blev der høstet godt igennem.

Efter Vilamoura gik turen mod naturreservatet i Faro-området. Jeg havde set mig temmelig lun på Ilha de Culatra, der skulle være en oplevelse langt fra hvad Vilamoura havde budt på. Vejret havde dog andre planer og vi nåede lige at ligge for anker i en time i det blågrønne krystalklare vand lige uden for byen da Isa gav mig det-kan-du-godt-glemme-blikket. Det blæste desværre for meget til at jeg kunne ro den “lille” familie i land og tanken om at være blæst inde på 34 fod faldt ikke i god jord. Heller ikke hos jeg selv da vejrudsigten varslede slemt vejr. Heldigvis for os, knap så heldigt for alle andre, der øjensynligt nyder at se vores lille gummibåd spækket med børn, klapvogne og poser med alskins godt blive roet i land med en topfart på ca. 1/4 knob, var der plads til os i havnen i Olhão. Og heldigvis for det, for vejret viste sig virkeligt at vise tænder. En af nætterne gik for mit vedkommende med at prøve at ændre på fortøjningerne på båden da der lige ind af havneindløbet, hvor vi lå, stod en frisk vind på 20 m/s og tilhørende bølger, der var ca. en meter høje. Jeg har aldrig set noget lignende i en havn. Båden blev revet så meget rundt at ankeret i spidsen af båden var nede og banke i broen et par gange. Jeg måtte derfor midt om natten, og kravlende på alle fire for ikke at blive skyllet af broen, trække båden 1/2 meter tilbage i båsen for at redde ankerrullen fra at blive smadret mod broen. Det tog mig ca. 2 timer da jeg måtte stramme hver fortøjning et par cm. ad gangen pga. trykket på båden. Men som Isa tænkte, og havde så evigt ret i, da hun så mig kravle udmattet og drivvåd rundt i sejlertøjet på broen midt om natten: “han elsker hvert et sekund af det!”. Der er noget svært tilfredsstillende ved bruge sig selv fuldt ud har jeg fundet ud af. Desværre er det stærkt vanedannende.

Udover det noget voldsomme vejr budte Olhão ellers bare på den ene magiske solnedgang efter den anden, god abertanado på hyggelige caféer, legepladser til Marlon og et super lækkert fiske-, frugt-, og kødmarket som vi mærkeligt nok ikke rigtigt benyttede os af. Bad havde de tilgengæld ikke noget af, men det lykkedes Isa og jeg at stjæle os et bad på det nærtliggende hotels spa. Olhaõ var rigtigt lækkert og kærkomment efter Vilamoura, men uden bad måtte vi videre. Det kan godt blive lidt for hyggeligt med 6 uvaskede mennesker på 34 fod.

Turen fra Olhaõ til Ayamonte var en sær en af slagsen. Problemet var at vi skulle ud af én flodudmunding og ind af en anden. Begge med lave dybder, der skulle times med tidevand. Det gjorde at vi måtte tage afsted ved middagstid men først kunne sejle ind af flodudmundingen på Rio Guadiana efter mørkets frembrud. Og er der noget der ikke er sjovt på disse kanter er det at sejle om natten. Det er de satans fiskebøjer som de placerer hvor som helst. Vi var sågar ved at få en i skruen mellem indsejlingsbøjerne til floden. Det svarer lidt til at stille en bjørnefælde midt på fortorvet. Fiskere på disse kanter har ligeså meget respekt for lystsejlere som de har for skibsrotter. Det gode ved natsejlads er tilgengæld alt det andet. Stjernehimlen, det rolige hav, lyset fra byerne og hele den dovne stemning på skibet. Selve indsejlingen på floden op til marinaen gik fint selvom det var mørkt. Ungerne sad ude i stævnen og hyggesnakkede mens de holdt øje med bøjer, lysene fra Vila Real de Santo António spejlede sig i vandet alt imens vi blev mødt af dufte af krydderier og skovmuld.

Så nu ligger vi her i Ayamonte, men meget mere om det senere…