Eventyrlyst, frihedstrang, tuden og skrigen

Der er en del ting at tage stilling til når turen går gennem bølgerne. I det Irske Hav var det tidevand med kraftig strøm og tilhørende “Eddies”, “Races” og “Overfalls”. Løsningen var at vælge vejr og tidspunkter med omhu. Ned gennem Atlanten var den store udfordringen at vi kun var 2 personer til alle opgaverne ombord. Løsningen var en stram vagtplan, som skulle overholdes. Her langs den portugisiske kyst er udfordringen et anderledes bizart fænomen. Det er ikke et vejrfænomen. Det har intet med solen, månen og jordens placering i forhold til hinanden, der hiver og presser vores oceaner. Og turene her på kysten er dagssejladser som jeg sagtens selv kan tage, så vagtplaner er heller ikke problemet.

Fænomenet, der udfordrer her på den portugisiske kyst er paradoksalt nok eventyrlyst og frihedstrang, hvilket jo på ingen måde burde være en udfordring, når nu vi jo netop er taget på denne tur i friheden og eventyrets tegn. Men det er det. For ham der er ramt hårdest har kun lige været en enkelt gang rundt om solen og har derfor hverken styr på sine lemmer og heller ikke styr på, hvad der er farligt for mennesker, der ikke har styr på deres lemmer. Og hvis man ikke lige har styr på motorikken er der kun èt sted, der er mere udfordrende at opholde sig end Skærsilden i Tivoli og det er på en båd i bølgegang. Eller bare en båd i en stille ankerbugt for den sags skyld. Og ikke nok med at gulvet bevæger sig, kombineret med 1000 dingenoter af ikke særligt blødt rustfrit stål man kan klaske tænderne i, så har Mr. Marlon også en vanvittig frihedstrang. Sætter man drengen på en legeplads kigger han sig omkring, ser lige igennem alle de spændende legeting, og drøner mod den første låge, der leder mod friheden. Og det er ikke anderledes på båden. Fra det øjeblik han slår øjnene op er missionen, at komme ud. Og ud, nede i båden, er en stejl trappestige, tre gange babyhøjde, der leder op til et landskab af skarpe kanter i hårdt rustfrit stål. Nu kunne man jo være blåøjet nok til at tro at friheden var nået når barnet var kravlet op i cockpittet, men nej da. Vi har jo sat et net op langs søgelænderet på begge sider af båden så han ikke kan falde overbord. Hvilket åbentbart opfattes som en slags frihedsberøvelse. Der er kun den sidste halve meter på hver side, hvor der ikke er net, da vi skal kunne komme til med fortøjninger… og lige netop dér… lige netop dén halve meter, hvor det er uundgåeligt at falde i vandet… er frihed. Og skulle man være så dristig at prøve at forhindre det lille menneske i at sprint-kravle mod den sikre druknedød, bliver man mødt af en skinger skrigen, der får negle ned af en tavle til at lyde som stille, sød og beroligende elevatormusik.

Vi har et hyr med Marlon. Han kræver konstant mandsopdækning og han hader at være mandsopdækket. Vi har goegrafisk ikke rykket os meget siden Mr. Marlon steg ombord. Vi har skudt en hvid pil efter Sicilien. På godt og ondt. Marlon tager det meste af vores tid og det er stressende at sejle med en utilfreds baby, der også gerne vil opdage verdenen bare på sin egen måde og betingelser.

Udfordringen her i det portugisiske er altså at vi har en baby, der kun synes det er interessant, hvis det er farligt. Og udfordrende langt ud over hans evner. Og han afskyer bindende bånd og restriktioner. Han vil ud og se verden. Nu! Og hvis han ikke får sin vilje, skriger han i vilden sky.

Jeg har ikke fundet løsningen endnu. Selvfølgeligt har jeg ikke det. Jeg har det jo præcist lige som ham.