Atlántico

Vores tur ned gennem Atlantan med god afstand til Bay of Biscay starter med en smuk morgen, hvor vi stikker af fra Kilmore Quay. Vinden er svag og vi har 175 liter diesel med så vi sejler både for sejl og motor. Der er næsten havblik så vi fyrer op i noget musik og chillaxer på dækket. William serverer kiks og karameller som han har fået ansvaret for rationeringen af. Én til hver. “Og du skal sutte på dem så holder de længere” (Nej, det sagde hun ikke også i går, Gitte). Passer ikke helt ind i hans fars stil, men én af gangen bliver det til. Men jeg tygger dem altså. Men nok om slik, hygget, det bliver der. Will som Kaptajn Underbuks, der har vagten og derfor må løbe lidt frem og tilbage mellem dæk og cockpit. Jeg selv så sol-dvask som sol-dvask kan gøres.

Afgang fra Kilmore Quay med en små-sovende Will

Vores hyggesession på dækket bliver afbrudt af det store delfinshow. William har sovevagten. Jeg ser delfiner i det fjerne, men jeg nænner ikke at vække Will. Vi har set en del delfiner og det her syn er ikke så anderledes. En lille gruppe delfiner ligger vel en 500 meter væk og lader ryggen glide op over vandet på skift. Jeg vender mig og kigger horisonten rundt. Pludselig kan jeg se flere skoler af delfiner. Store skoler. Måske 20-30 delfiner i hver skole, hvilket der er omkring 5 af. Vi er omringet af delfiner og de her er pludseligt mere aktive. De springer op over overfladen på skift og der er delfinshow til alle sider. Den første skole kommer direkte mod os med fuld fart og kraftspring. Jeg beslutter, at jeg nok heller må vække Will, der søvnigt får rejst sig. Flokken er nu 20 meter fra os med fuld fart lige mod båden. Lige inden de rammer båden dykker hele holdet under og forsvinder som dug for solen. Stilhed i 20 sekunder. Pludseligt er de der. Helt op af båden, hvor de leger med båden og hinanden. Vi kan høre deres klik og piven helt tydeligt. Jeg ligger mig på dækket og rækker hånden ned til vandet. Lige ved siden af svømmer en delfin på siden og kigger uden tvivl tilbage på mig. En anden lader ryggen gå op over overfladen lige under min hånd og udånder så hånd og arm bliver dækket af små vandperler. Til trods for, at flere af delfinerne til tider kun er få centimeter fra min hånd, lykkedes det mig desvære aldrig at få klappet en delfin som man klapper en god hund. Enten er de ikke helt trygge ved det eller også finder de det nedværdigende at blive klappet. Måske burde det også være dem, der klappede mig. Som Douglas Adams udtrykker det i Hitchhikers Guide to the Galaxy:

“På planeten jorden havde mennesket altid antaget, at det var mere intelligent end definer fordi det havde opnået så meget – Hjulet, New York, krige osv. – mens alt hvad delfiner nogensinde havde gjort var at drøne rundt i vandet og have det sjovt. Men omvendt havde definer altid antaget at de var meget mere intelligente end mennesket – af præcist de samme grunde.”

Will skal vist liiige vågne

Ja, de kigger sgu tilbage på os

Delfiner til bagbord

Delfiner til styrbord

Og flere delfiner

Og endnu flere delfiner

Og lige et sidste Money-Shot som Pierre kalder det

Da de har svømmet med os i en ti minutters tid stikker de af i krumspring. Vi kan se de forskellige skoler i det fjerne, men der er helt klart noget, der er mere interessant end vores larmende skude. Men jeg skal også love for at vi er taknemmelige for den opvisning de gav sig tid til. Dagen slutter selvfølgelig i en smuk solnedgang.

Will har sovevagt på sidedækket i solonedgangen

Solnedgang over, hvad der langt væk, må være Caribien

 

Hundevagt. Hvorfor det hedder hundevagten har jeg aldrig forstået. Der er noget nedladende over navnet, som absolut ikke gør sig gældende. Solnedgang og solopgang. Stjernebesatte himler, der skinner noget klarere end dem på Nørrebro. Det er en varm nat. Skibet vugger stille i de lange rullende bølger under en funklende himmel. Næsten samtlige af vores naboplaneter står helt klart på himlen. Jeg sidder i cockpittet med kaffe, kiks, smøger og lytter skiftevis til Alan Watts og M83 for at komme lidt væk fra den monotone motorstøj. M83 og stjernehilmer på havet er en sikker vinder, hver gang. Og Alan Watts er en sikker vinder uanset forholdene, men dette sceneri giver lige lidt ekstra spice til hans tankespind. Ingen hunde på den her vagt og som morgenen gryer og solen brækker horisonten midt over, bliver det ikke meget bedre end det her.

Men nu kan det vel også blive for meget af det gode. Det mener moder natur i hvert fald. Dag to skal åbenbart stå på overskyet med en god omgang færgevand til at krydre den grå himmel. Færgevand. Det er det der vand som man kigger ned på fra en færge og tænker, hvis jeg falder der ned er der ingen, der hverken ser eller hører mig. Sort og koldt. Derfor, Færgevand. Dagen slutter dog af med et spetakkel af endnu en solnedgang.

Will sover, mens søen tager til

Færgevand med tilhørende færge

Nu glider dagene sammen. Udover at de ligner hinanden forsvinder tidsfornemmelsen. Jeg aner ikke, hvilken dag det er og jeg er egenligt også ligeglad. Det handler om lige her og nu. Er der nogle sejl der skal trimmes? Er jeg sulten eller kvalm? Er William sulten eller kvalm? Orker jeg at blive kastet rundt i kabyssen, mens jeg prøver at lave noget mad ingen alligevel gider at æde? Har vi flere kiks? Hey se, en hval! Hvor længe er der til min sovevagt? Hvor længe kan jeg sidde bomstille her i cockpittet og glo ud over horisonten før nogen tror jeg er død? Vejret og søen er absolut afgørende for stemningen ombord. Og et godt stykke af vejen er stemningen Færgevand.

Færgevand med tilhørende hval i det fjerne

Har ingen ide om, hvilken dag det er og da det tilmed er nat er det endnu mere umuligt at finde ud af. Himlen skifter konstant og det er ikke til at se om det er godt eller dårligt, men flot ser det ud. Det er dage og nætter som denne, hvor jeg lige ønsker at jeg fulgte lidt bedre med i undervisningen om vind og vejr på Yachtskipper-kurset. Men vejret arter sig. Eller det vil sige at det ligefrem dukser for vinden dør og vi vugger nu stille afsted for motor igen. Hvilket er en kærkommen oplevelse efter de sidste par dages left-over fra Bay of Biscay. Jeg er mægtig glad for at vi sejlede en stor bue udenom.

Den dér pølse-sky varsler et eller andet. Hvad var det nu lige det var? (Viste sig at være vindstille)

Og det dér sky-system betyder… øhhh (Viste sig at være vindstille)

Hundevagt/kongevagt i cockpittet med et sky-system der varsler… hmmm… øhhh… (Viste sig at være vindstille)

Smukt er det

Et ynkeligt forsøg på at fange stjernehimlen

Næstsidste dag. Vandet er roligt, vinden har lagt sig helt og vi lister afsted for 1.500 omdrejninger så vi er sikker på at vi har diesel nok til at liste i havn. Vi er begge rimeligt oppe at køre over, at vi kan regne os frem til, at vi er i havn i morgen tidligt. Og det er konservativt sat, men jeg vil helst i havn når det er lyst så vi ender nok med at trække den lidt i ørene det sidste stykke. Jeg har udtrykkeligt fået at vide at jeg ikke skal søge mod land, hvis vinden ter sig da den spanske/portugisiske kyst går fra 4.000 meters dybde til 10-20 meter på kort tid, hvilket kan skabe monsterbølger på 20 meter under de rette omstændigheder. Nu er kuling, og det der er værre, heldigvis sjældent her om sommeren og som det ser ud lige nu, kommer vi til at tøffe stille og roligt i havn. Tiden bruges på at tale om mad. Hvad skal vi spise når vi er i havn. Slaget står hårdt mellem burger og pizza. Pizza vinder.

Ja, sådan kan det se ud på Atlanten

William i kongestemning. Vi er der snart.

Ud på aftenen tager vinden til fra nord. Vi ligger nu med en middelvind på 8-10 m/s og hyppige vindstød op til 12-13 m/s. Vi har sølle 10 timer tilbage med den fart vi holder nu og så vælger naturen fandenedeme at vi skal have en rystetur. Bølgerne bygger uforholdsmæssigt meget op. 2-4 meter meget stejle bølger ruller ind under os bagfra. Ikke lige, hvad jeg havde ønsket mig. Vi vælter nærmest ned af bølgerne. William er helt over sin søsyge og vælger at bruge tiden på at rutche fra den ene side af cockpittet til den anden, men som natten falder på er bølgerne blevet skræmmende. Skibet knager fra steder det normalt ikke knager, hver gang en bølge kaster os til siden. Jeg må indrømme at jeg sjældent bliver bange. Jeg bliver mere koncentreret, men lige i det her tilfælde vælger jeg alligevel at hente vores EPIRB(nødsender) og tage den op i cockpittet. Just in case. Det hjælper heller ikke ligefrem på situationen, at der over VHF’en bliver meldt mand-over-bord fra en anden sejlbåd. Tilmed med et tidsstempel der er 8 timer gammelt. Er man ikke fundet efter 8 timer, ser det sgu sort ud under de her forhold. Will og jeg har heldigvis altid vores sikkerhedsliner på, så skulle en bølge lægge os helt ned, skulle vi gerne blive i cockpittet og i aller værste tilfælde ryge over bord, men sidde fast til båden.

Natten er kulsort og bølgerne kaster skibet rundt. Meget mærkeligt kan jeg høre delfinernes blås lige ved siden af båden og deres klik og piven under dæk. Det er tiltrængt beroligende. Heldigvis er ingen af os søsyge og William præsterer at sove igennem, hvad der får bakkens rutchebane til at lige en cykeltur på en stille villavej. 5 timer tilbage. Tør jeg gå ind mod land i det her? Er der bølgelæ tættere på land? Skal vi vælge en anden havn? Jeg prøver at gå tættere mod land, men med en umulig vinkel på bølgerne tilfølge. Satans. Vælger jeg at gå helt lige med bølgerne, sejler vi væk fra land. Pest eller kolera? Jeg kommer i tanke om at vi er så tæt på land at jeg måske kan fange en vejrudsigt. Den vejrudsigt vi downloadede sagde ikke noget om det her. Men den er jo også 5 dage gammel. Jep. Der er held i sprøjten. En frisk vejrudsigt. På spansk. Og mit spanske er lige så godt som mit russiske. Som er lige så godt som mit kinesiske. Men heldigvis prøver den kære spanier også på engelsk. Hans engelsk er lige så godt som hans russiske. Som er lige så godt som hans kinesiske. Men det er godt nok. Jeg fanger at vinden skulle ligge sig i løbet af morgenen og, heldige os, tågen skulle sætte ind. Men alt er bedre end det her og nu er planen lagt. Vi tager så meget sejl ind vi kan, tøffer stille mod Baiona med bølgerne og rider skidtet af. Som sagt så gjort. Resten af natten falder vinden lige så langsomt. Bølgerne følger tøvende med og da morgenen gryer ruller vi rundt i gammel sø med en ok 6 m/s. Baiona lige om hjørnet. Næe vent. Vinden vender og tager til. Det samme gør tågen mærkeligt nok. Så nu har vi tåge, gammel sø bagfra og dejlig ny krap stopsø(bølger der stopper båden op) forfra. Vi kan ikke holde mere end 3 knob. Og land ligger liiiige der inde. Og jeg er træt. Og det hjælper åbenbart ikke at råbe og skrige af bølger og vind selvom jeg prøver ihærdigt. Vi prøver at komme tættere på land. Ingen effekt. Tilbage på kurs. Tre timers pinefuld langtrukken lortesø tilbage. Jeg løb tør for smøger for 2 dage siden. Øv, jeg kunne godt pulse ti i træk lige nu. Heldigvis var der i vores plaster-beholdning af en eller anden grund også nicotin-plastre. Hvilke virker nogenlunde tilfredsstillende. Det værste ved at løbe tør for smøger er at løbe tør for smøger. Det bedste er at man får sin lugtesans tilbage og da vi runder fyret ved Baiona fyldes vores næser med den sødeste duft af blomster og skov og krydderier og al skins gode ting og sager. Og vind og sø giver op. Og vi sejler trætte, men super lykkelige ind i bugten. William tæsker rundt på dækket og sætter fendere ca. en halv time før tid og jeg selv står bag roret og jubler. For fanden det er fedt det her. Hele sceneriet. Duftene. Udsigten til ordenligt mad. Det er paradis det her. Måske har det noget at gøre med det vi lige har lagt bag os, men det her sted er det tætteste på paradis jeg har været.

Vi er i land. Jeg har gjort en bedrift med William, der er værd at være stolt af. Og jeg er stolt. Af William. Men nu er det tid til at holde et løfte. Pizza. Og jeg kan garantere at det er den bedste pizza jeg nogensinde har smagt.

Land i sigte

Yes! Det lugter helt rigtigt det her

Lidt tideligt med fenderne

Det er lige dér

Pænt stolt af ham her

Og en meget træt, men jublende lykkelig skipper