Den Caledoniske Canal

Der er allerede gået 12 dage siden vi kom hjem, tiden går så hurtigt herhjemme, og føltes så intens da vi sejlede med Dennis og William igennem den Caledoniske Canal i Skotland fra d. 21. maj til d. 31 maj.

Det var Så dejligt et gensyn med de 2 sømænd, og Marlon skulle lige vænne sig til både far og storebror, men efter et par dage, var de begge inde i varmen igen. Vi sejlede igennem 29 sluser i kanalen, som er en ret speciel oplevelse, at blive lukket inde mellem 2 porte i hver side af båsen, og afhængigt af om vandstanden skulle stige eller falde, fulgte båden jo bare med, og så kunne Dennis og William ellers trække båden hen i den næste sluse. Nogen gange med publikum på og andre gange var vi helt alene, udover “the lock keeper” som hjalp til.

Der var ikke gået lang tid før Marlon havde slået en flig af sin tand, brændt sig på fingeren og fået en bule i panden 😉 ligesom på land er der noget at se til med en sådan lille fyr, han klarede det nu godt og snart får vi sat søgelændernet op, så kommer der mulighed for mere bevægelighed på dækket.

Der er virkelig noget eventyrligt over “the highlands” i Skotland, jeg forstår hvorfor der er så mange som tager på vandretur i det område, da det har en helt særlig stemning og skønhed over sig. Den forunderlige morgentåge har sikkert også været med til at forme de folkelige fortællinger om Lock Ness, man kunne sagtens forestille sig et sådant væsen dukke op i de omgivelser!  Jeg fik gået mange ture med Marlon i klapvognen, og nydt de mange enge med lam der logrede med halen, hver gang de fik lov at dige hos deres moder, flotte gemte ruiner af gamle slotte i skovene, og en aften fik vi endda tændt op med et stort bål. Sidstnævnte var et sted vi bare havde tænkt os at ligge til i et par timer, men som blev til et par dage, og vi mødte en skøn engelsk familie, der rejste rundt med deres 3 drenge, fra Liverpool som vi delte oplevelsen med, William og drengene røg lige i spænd med hinanden, så det var genialt.

Det var svært at skulle sige farvel, vi havde bare lyst til at fortsætte rejsen, men der manglede jo stadig vores piger. Heldigvis er Ella og Gitte på besøg nu 🙂