Et Nordsøeventyr

Lørdag morgen den 12. maj stikker vi ud fra Thyborøn. Lidt i stress da vi ankom til Thyborøn aftenen før, men vi bliver nød til at stikke af sted da vejrudsigten er okay lige nu og 4 dage frem. Vinden læns fra bagbord det meste af vejen efterfulgt af et vindhul på sidsten som vi kunne bruge motoren igennem. Der er 4 dage til et olmt lavtryk vil piske den grumme nordsø op til noget vi absolut ikke har lyst til at befinde os i. Derefter er der, i følge vejudsigten, lange udsigter til næste vejrvindue, hvilket vil resultere i at Pierre ikke kan være med på turen, hvis ikke vi stryger afsted nu. Mentalt klar eller ej. Så afsted det går.

Når Thyborøn er til bagbord

Vi starter ud i nærmest vindstille for motor. Vi aftaler at den fine vagtskifteplan jeg har lavet, hvilket er 4 timer ved roret, 4 timer som navigatør/støtte og 4 timers søvn gælder fra kl. 12, hvor Pierre skal starte med at hoppe i køjen. Kl. 12 hopper Pierre i køjen og står op igen ca. kl. 12:10 da det hele lige er en tand for nyt og interessant. Det var det sidste vi så til den vagtplan, da vi beslutter, som Pierre og jeg er mestre i, at “winge” den. Altså bare at tage tingene som de kommer. To overmodige herrer er fire gange så godt som en og der er jo også skide hyggeligt i cockpittet med musik, snacks galore og høj sol lige på næsen. En sol der senere vil brænde Pierres franske solcreme-sky næse af så han kommer til at ligne en panda.

William har vagten. Dyb koncentration

Pandaen rider søhesten til

Vinden tager til i løbet af dagen og ligger mellem 5-8 m/s, hvilket er helt perfekt, hvis ikke lige det var fordi at den ligger fuldstændig platlæns, hvilket er et fint sejlerudtryk for lige bagfra. Platlæns gør at forsejlet hele tiden slår over fra den ene side til den anden, så vi gør som de dovne sejlere gør, holder kursen og bruger motoren. En motor som spinder som at en mis. Det burde den så også, da den kun havde gået 30 timer da jeg købte båden. Jeg fik af vide af den forrige ejer, at den bruger ca. 3 liter i timen og med 120 liter i tanken, giver det os, med hurtig hovedregning, 40 timers motorsejlads. Men lige for en god ordens skyld finder jeg manualen frem og til vores store overraskelse og glæde, proklamerer manualen, at motoren kun bruger 1,5 liter ved 1.800 omdrejninger, hvilket er det vi ligger med. Vupti. 40 timer blev til 80, hvilket gør at vi reelt, med god samvittighed, kan sejle hele vejen fra Thyborøn til Peterhead for motor, skulle vi have lyst til det. En dejlig sikkerhed at have.

Hen ad aftenen indhenter bølgehøjden vinden, som ligger mere stablit på de 8 m/s. 8 m/s føles ikke af meget når man har vinden ind bagfra, men det er bølgerne ligeglade med og for det ikke skal være løgn, kommer de ca. 1,5-2m høje bølger fra to forskellige retninger bagfra, hvilket gør at bagenden først bliver slået den ene vej, for kort efter at blive slået den anden vej. Helt umuligt at sejle for sejl da sejlene slår fra den ene side af båden til den anden og tilbage igen med et godt drøn til følge. Men vi har jo en motor. Og oven i købet en, der ved et trylleslag og til skippers store tilfredshed, sejler det dobbelte på literen. Så ingen ko på isen. Selvom det føles ret meget som at sidde på en ko på is, da vi ikke har sejlene til at stabilisere båden i bølgerne og derfor bliver kastet rundt. Al den kasten rundt får lidt konsekvenser. For det første resulterer det i at Pierre, hver gang han er om læ, hvilket er endnu et fint sejlerudtryk for at være nede i båden, slår sig på alt, hvad der er værd at slå sig på. Det er åbentbart ret mange ting Pierre finder værd at slå sig på, hvis man måler det ud fra alle de lyde af bump efterfulgt af klagen og jamren, der stiger syrligt op fra salonnen. En anden ting, vores is-ko-ridetur bringer med sig, er søsyge. Først kapitulerer William. Han bliver stille, træt og ligger bare i cockpittet uden at sige en lyd. Et par gange bliver der da også fodret fisk, hvilket er et knap så fint sejlerudtryk for at kaste op ud over rælingen, men ellers tager han det i stiv arm og fosterstilling i cockpittet. Pierre og jeg kan også mærke det, men Pierre er stivet af, af at have arbejdet på Oslobåden og jeg er stivet af, af at have taget lange bade i min mormors badekar som barn. Eller noget. Men uanset hvad, holder vi begge kvalmen stangen for nu.

William i fosterstillig, Pierre i højt humør

William sover, Pierre leger med kameraet

Natten falder på, og kulden sætter ind. Isvinter-koldt. Rigtigt rigtigt rigtigt koldt. Pierres nye sejlerkluns leverer vist ikke ligefrem varen i dette vejr. Hvis jeg husker rigtigt, er det tre t-shirts, to trøjer, 2 par bukser og 2 par sokker under sejlertøjet. Og et tæppe over. Og manden klaprer stadig tænder. Værst er de uduelige gummistøvler han har købt. Han kunne lige så godt have taget et par isposer på fødderne i stedet. Ærgerligt er det, at jeg sidder med et par gummistøvler præcist magen til Pierres. Mine er bare ikke for små. Det er Pierres. Måske har kulden også noget at gøre med, at vi jo lige wingede den vagtplan og derfor begge er røv-trætte. Nå ja, og så har vi heller ikke spist så meget, da kvalmen konstant ligger og ulmer. Træthed og sult, hjælper vist ikke ligefrem på evnen til at holde varmen. Dog skal det siges at Pierres humør stiger til eufori da min trætte hjerne pludseligt kommer i tanke om, at jeg da installerede et oliefyr i vinters og nu da vi har rigeligt med diesel, kan vi da lige fyre op i det. Da jeg fortæller ham det, kigger han på mig som en mand, der har været strandet på en øde ø i årtier uden vådt eller tørt for pludseligt at møde en forbipasserende, der gladeligt fortæller, at der skam ligger er 6 stjernet hotel lige rundt om hjørnet. Jeg slipper dog for videre tiltale og ti minutter senere sidder Pierre om læ med glødende fødder og smiler så stort og blændende, at vi ikke behøver at have lyset tændt i kahytten længere.

Smukt

Men koldt som bare fanden

Dog lige så hyggeligt som det er koldt

Morgenen gryer i en smuk solopgang af den slags som kun kan opleves på havet. Pierre er blevet sendt i seng af en gnaven skipper, der vist vrissede noget med at han havde brug for en frisk mand. Men selvsamme skipper står nu og råber på Pierre, som kvitterer med stilhed. Ikke så meget som et suk. Han er helt væk i drømmeland. Langt væk fra kolde gummistøvler, dagsgamle sandwich, spaghetti bolognese på dåse og is-køer. Det er ikke fordi jeg er en ondskabsfuld mand, at jeg råber på ham. Jeg er heller ikke engang gnaven længere. Jeg råber på Pierre fordi der langs båden svømmer en stor hval og Pierre udtrykkeligt fortalte mig at han skulle vækkes, hvis der var hvaler. Han havde sagt det pænt, men jeg havde godt set det nonverbale udtryk i hans øjne, der opfulgte sætningen med “Ellers smider jeg dig over bord”. Jeg overvejer et kort sekund at lade ham sove, men vandet ser koldt ud og jeg vil så gerne blive ombord. Det eneste min trætte hjerne kan finde på er at tage en, hvad jeg først så bagefter, fyldt vandflaske og kyle ned i salonnen mod den snorkende klump tøj og tæpper, hvor kun den brændte næse vidner om, at det ikke bare er vasketøj. Heldigvis rammer jeg skidt og den lander et par centimeter fra næsen, men det resulterer dog i at han dovent kigger op på mig. “HVALER!” Råber jeg og så skal jeg ellers love for at vasketøjsklumpen kommer hurtigt på dæk. Og lige i hælene flyver William, der åbentbart rejser sig så hurtigt, at søsygen ikke når at følge med. Så stod vi der. Med den kæmpe superorganisme vi har valgt at give lyden “hval” svømmende godt 20 meter ved siden af båden. Hvilken slags hval skal jeg ikke kunne sige, men stor var den. Det er et prægtigt dyr og en prægtig oplevelse da det er tydeligt at den svømmer med os. Dykker, for igen at dukke op ved siden af os. Det gør den en 5-6 gange før den endeligt forsvinder. Eufori, er vel det, der bedst betegner stemningen lige nu. Selv dåse-spaghettien smager godt efter sådan en omgang.

Hvaler

Hvaler, blev der sagt!!!

Senere på dagen tager stemningen en drejning. Vi har haft nogle mærkelige dyk i omdrejningerne fra motoren, som så kort efter er gået op i omdrejninger igen. Jeg ligger og sover i salonnen. Det er min tur til at lege vasketøjsklump. Pierre har efter sigende lige haft endnu et rendezvous med Hr. Hval, der svømmende hen mod båden, dykkede ned under og kom op lige på den anden side. Den store hvalfinale. Men så kommer det der nu er blevet min mareridtslyd. Lyden af en motor der dykker kraftigt i omdrejninger. Jeg vågner med et sæt med en tankestrøm, der starter med “ÅH NEJ FUCK!…” efterfulgt af titusind dyre skrækscenarier om, hvad der kan være galt med motoren. Alt sammen på halvanden sekund. Jeg kommer også frem til en konklusion. Motoren har navnet Volvo Penta D1-30F. På manualen står der D1-30. Ingen F. Pis! Måske står F’et for Fast. Altså noget, der bruger mere diesel end en ikke-fast. Måske passede det den gamle ejer sagde med de 3 liter i timen. I så fald kører vi på dieseldampe nu. Vi er løbet tør. Lige lukt midt på Nordsøen. Mellem gas- og Oliefelter, skibstrafik og en god omgang hidsig vind på vej. Dieselmåleren viste forkert. Den havde godt nok også stået på halv tank meget længe. For satan en nybegynder fejl. Nå, men grublerier løser ingen problemer, så op med sejlet og sejl i zig-zag så vinden ikke kan slå sejlene over. Vinden skulle vist også skifte retning senere og det er jo en sejlbåd, så det går nok.

Ud mod aftenen dør vinden lige så langsomt ud. Vi ligger og sejler mellem sikkerhedszonerne ved gasfelterne, der ligger tæt herude. Vi må holde motoren lidt tændt, men af og til går den helt ud. Vi tager 1-2 timers vagt på skift, mens den anden sover. Vi er dødtrætte. Pierre ligger og sover som solen går ned. Han vågner lidt og spørger om alt er okay, hvortil jeg svarer at det er flot som natten falder på… og at det er ved at blive tåget, hvortil jeg hører højt nede fra den mørke salon “NEJ!”. Men jo, rigtigt nok, vi ligger mellem gasfelter i tåge, uden motor og kun lige vind nok til at holde båden i gang. Og den vind der er, kommer lige i snuden, så vi må krydse os frem. Det er ikke fordi det som sådan er farligt. Vi kan se gasfelterne og skibstrafik på AIS’en, men skal stadig krydse mellem det hele. Det bliver en meget meget lang nat.

Vi ender med begge at sove interval-søvn på 10 minutter af gangen efterfulgt af udkig og så 10 minutter igen. Det er interessant, hvor hurtigt man kan falde i søvn. Hver gang jeg lukker øjnene, går der max 3 sekunder før mine tanker bliver mærkelige drømmetanker og 10 sekunder efter slukker min bevidsthed og jeg vågner med et sæt når timeren bipper. Og så hele den samme runde igen. Noget der senere hen skal vise sig at give mig nogle sære mareridt. Pludseligt bliver der kaldt over VHF’en. Jeg er næsten sikker på at jeg hører ordene “Manta Ray”, men Forholder mig passivt. Jeg bliver liggende og lytter. Nu hører jeg klart og tydeligt en klart utydelig skots accent sige noget ævl, navnet Manta Ray og slutte af med at diregere mig til en anden kanal. Jeg skal til at svare, men min hjerne har simpelthen glemt både engelsk og VHF-skik, så jeg trykker sendeknappen ned og står bare og stirer ud i luften uden at der kommer så meget som en lyd ud af min mund. Til sidst får jeg dog fremstammet på mit bedste danker-engelsk “Manta Ray here… CHANNEL WHAT?”. Knap så elegant, men det virker og vi finder kanalen og får at vide at et gasfelt gerne vil have os til at holde 2 sømil ekstra afstand til sikkerhedszonerne. Øv! Det er lige 1-2 timers ekstra kryds i de her forhold. Jeg mander mig op, sender Pierre i seng for at få en frisk mand og intervalsover mig gennem kryds og gasfelter. Da vi er fri af gasfelterne, tager en nogenlunde frisk Pierre over og jeg hopper i køjen og falder i den dybeste søvn.

Jeg vågner om morgenen til lyden af Pierre der bander over sejlene, der slår i, hvad der er tæt på fuldstændig vindstille. Vi ligger ca. en halv dags sejlads fra Peterhead, men uden vind kommer vi ingen vegne. Vi snegler os afsted, mens søen langsomt lægger sig. En gruppe havmåger hænger og svæver i nærheden for pludseligt på skift at folde vingerne sammen og styrtdykke som japanske kamikaze-piloter og forsvinde under havoverfladen efter fisk. Når nu holdet er ved at være udhvilet og der ikke er så meget at gøre andet end at tøffe afsted for blafrende sejl, beslutter vi os for at smide en line i vandet og se om vi ikke kan score os lidt frisk frokost. Efter 5 minutter ser vi et par måger, der dykker udfra hvor vores line ligger, og taler om, om det er vores blink de dykker efter. Det er det, for kort efter er der bid og det er ikke en lækker makrel, men en stærkt fornærmet havmåge, der med sit akrobatiske dyk har nappet den fine madding med tilhørende fin krog. Så nu trawler vi altså en pænt stor flaksende havmåge som ingen lige umiddelbart har lyst til at konsumere. I stedet for at klippe linen, beslutter vi os for at hive dyret ind og fjerne krogen så den ikke skal flyve rundt med et blink og 30 meter line resten af sine dage. Så mens Pierre haler ind på linen med en modvillig havmåge i den anden ende, gør jeg klar til at gribe den om halsen med den ene hånd og tage krogen ud med den anden. Da den kommer op langs skibet kan jeg godt se, at den ide ikke er den bedste, da mågen er af en størrelse, der kræver en noget større hånd end den jeg besidder. Halsen er lige så tyk som min overarm og ikke fordi jeg skal blære mig, men der skal mere end en menneskehånd til at få et godt greb. Mågen har heller ikke i sinde at jeg skal tage fat i den. Jeg er ikke helt sikker på om den har forstået situationen, for den ser nærmest mere fornærmet ud over, at vi vil tage den lækre fisk fra den, end at den selvsamme fisk har en line i den anden ende, der får mågen til at ligne en skrækslagen nybegynder på vandski. William står på sidelinjen og synes at hele scenariet er mægtigt skægt og nok også den bedste underholdning han har haft på hele turen. Men til Pierres, mit og mågens held, men Williams store skuffelse, lykkes det mågen selv at vriste sig fri og modvilligt efterlade den lækre fisk til de skøre sejlere. William er helt klar på at mågefiske noget mere, men fiskestangen måtte desvære kaste håndklædet i ringen efter den omgang. Så heldigvis ikke mere mågefiskeri.

Der er bid

Hey, HEY, det er min fisk

Vinden ender med at dø helt ud og vi ligger nu bare og vugger lige så stille i høj solskin og det smukkeste sceneri. Det er svært at forestille sig at vi ligger så langt fra land og oplever noget, der ligner Furesøen på en god sommerdag. Til forskel fra furesøen pladsker en gruppe sæler rundt og napper en gruppe måger i halen, som kvitterer med stort mågestohej. De samme sæler kigger også nysgerrigt på os, men er alligevel lidt for respektfulde til at komme og hive os i roret. Men smukt er det herude. Nærmest havblik med masser af underholdning fra havets dyr. Smukke tågebanker i det fjerne. Vi hører lidt caribisk musik og chiller godt og grundigt i cockpittet og på dækket.

Det lækreste vand, og den lækreste gave fra Pierre – stempel-termokop

Solen varmer

En nysgerrig sæl i det fjerne

En drillesyg sæl, som William så absolut synes ser cutest ud når den klapper næsen i. Her set i fuld indånding

Pierre’s frustration over at vi er så forholdsvis tæt på land uden at det på nogen måde er inden for rækkevidde, tager lige så langsomt til og da vi kan se nogle plamager på havet med krusninger på overfladen, beslutter vi os for at gå i kapsejlads-modus. Vi jagter plamagerne en efter en og trimmer sejlene til pefektion for at klemme hvert et knob ud af dem. Det lykkes os til tider også at komme godt op i hastighed, men så snart Pierres humør er i top, løber vi tør for de opmuntrende plamager. Vi har heldigvis et døgn før uvejret rammer os og jeg er sikker på at solnedgangen nok skal bringe noget vind med sig. Udover det befinder jeg mig ganske godt herude. Det føles som om jeg er hjemme og i det her sceneri bliver det ikke meget bedre. Men der er jo også en besætning, der skal stilles tilfredse og jeg tror ikke hverken Pierre eller William er klar til at flytte ind på Nordsøen.

Vi klemmer hver en knob ud af vinden

I det fjerne drysser er stort skib rundt, hvad der ligner, på må og få. Det arbejder helt sikkert med et eller andet, størrelsen taget i betragtning, men hvad end det er, går det ikke specielt hurtigt. Da skibet på et tidspunkt er ca. 2 sømil fra os, checker vi dem ud på AIS’en. Skibet hedder Seven Kestrel og er et Offshore Supply Ship, er 128 meter langt og 24 meter bredt. En ordentlig klods. Vi joker lidt med, at vi kunne høre dem om vi kunne købe noget diesel af dem, men ingen af os har nogle kontanter ombord, hvilket egenligt også er ligegyldigt, da det er stærkt tvivlsomt, at et skib i den kaliber har det mindste tid eller lyst, at bruge tid på sådan nogle fjolser som os. Men med et hurtigt blik på Pierres frustration over at ligge stille, griber fanden mig og mens han har godt fat, griber jeg til gengæld VHF’en. “Seven Kestrel, Seven Kestrel, Seven Kestrel. This is Manta Ray, Manta Ray, Manta Ray. Come in”. Stilhed. Både fra William, Pierre og Seven Kestrel. “Manta Ray, Seven Kestrel here. Go ahead”. “Yeah, you wouldn’t have to have some spare diesel?”. Pierre er ved at dø af grin. Dels pga. den noget casual udslyngede forespørgsel og dels fordi et skib af den størrelse bruger, hvad der svare til hele vores tank i minuttet. Radio-stilheden og Pierres fnisen bliver afbrudt af et “Stand by…”. Pierre fniser videre, hvilket smitter, så nu stå vi alle 3 og fniser lidt over situationen. Afbrudt igen af “Are you adrift?”. “Yes completely adrift. We are out of diesel and as you can see theres no wind to help us”. Stilhed. “Stand by…”. “Are you in any immediate danger?”. Præcist det spørgsmål jeg ikke havde lyst til at få stillet, da vi ikke er i nogen overhængende fare og dermed fritstiller dem fra så meget som at røre en finger for os. Et strategisk godt stillet spørgsmål. De skal videre så vi må ha’ det og jeg kan ikke gøre andet end at sige “No, we are not in any immediate danger”. Stilhed. Jeg vælger selv at bryde den med “Can you give us a weather report”. Stilhed. “Stand by…”. “This weather will continue untill tomorrow evening”. Stilhed fra vores side denne gang. Det ved vi godt, hvad betyder. Det, der vil afbryde vores vindhul, er det uvejr, der ligger og venter. “Ohh, that’s not so good”. Stilhed fra begge sider. “Are you completely out of diesel?”. “Yes”. Pierre afbryder mig da han tænker at, hvis de vil give os diesel, skal vi nok lægge til ved siden af dem. Jeg skynder mig at kalde op igen. “We maybe got about 5 litres left”. Stilhed. “Stand by…”. Stilhed. “Manta Ray, we can give you 40 litres if you can get your vessel alongside our starboard side”… “and hurry up. As you know, time is money”. Vi er forbløffede og helt perplekse. Vi går fra fuldstændig passivitet til at løbe forvirrede rundt som marathonløbere med solstik. Gang i motoren. Massere af fendere på, for det er edemame et stort skiw det der. Motoren hoster og hakker mens bemærkningen “time is money” kører på repeat i mit hovede. Det sidste jeg har lyst til er at fornærme en profit-kaptajn så jeg suser hen mod dem med alt hvad motoren kan yde. Hvilket er ca. 2 knob. Ca. 4 kilometer i timen. Jeg håber ydmygt, at de kan bære over med os. Kom så for fanden motor. Det lykkedes at komme hen til dem og jeg prøver at lægge til ved siden, hvor hele besætningen står grinende og overværer, hvad der ligner tiltrængt underholdning fra en ellers triviel arbejdsdag. Det er helt umuligt at lægge helt ind mod dem og jeg er bange for at få smadret hele vores side, da vi langtfra vugger i samme takt som dem. En dunk bliver firet ned til Pierre, der i dagens andledning har fået ekstra lange arme. Så snart jeg ser Pierre har dunken stikker jeg af så hurtigt jeg kan. Pierre vender sig og kigger på mig som om jeg er komplet fra den… “Der er en dunk til, Dennis!”. Jeg vender skibet, med en motor der så absolut fik nok af første runde. Jeg kommer ind fra en helt forkert vinkel og er ved at lægge til ved den side, hvor vi ikke har fændret af. Jeg bliver møgirriteret på mig selv og brager bare lige mod det meget store skib med fronten først. “As you know, time is money”, kører igen på repeat. Jeg sætter fuld bak og stopper næsten før vi rammer dem med vores anker i fronten. Pierre sætter lige så elegant hånden på det store skib og stopper os et par centimeter før vi rammer dem, samtidigt med at han med den anden hånd tager imod den anden dunk. Det lykkedes. Sømanden, der rækte dunkene ned, kigger på Pierre med et kæmpe smil og nærmest griner “you luuucky boys” på den dejligste skotske accent. Og det var præcist sådan vi føltes os. Lucky fucking boys. Vi takker og bukker og skraber og der bliver vinket til alles hænder er ved at falde af. Jeg vender rundt og vi stikker hostende afsted indtil vi er i behørig afstand, så vi kan fylde sweet diesel på maskinen. I med sugerøret og med den gode gamle hævertmetode plasker dieslen ned i tanken. Og her skal det siges at Pierre undres. Det er lyden, der undrer ham. Det Lyder ikke som diesel, der rammer en tom tank, men hvad fanden, nu har har i hvert fald diesel på.

Seven Kestrel

Seven Kestrel tættere på. Pierre er klar… med kameraet i hvertfald

Seven Kestrel endnu tættere på

Shit, skal jeg lægge til der?

Dyb koncentration fra Skipper Skræk

Sweet diesel

Da vi har suget dunkene tøre, fyrer vi op for motoren og sejler der ud af. Vi når godt 100 meter væk da motoren igen dykker kraftigt i omdrejninger. Forvirring. Jeg er totalt desillusioneret. Det bliver dog hurtigt afløst af skam. Det er ikke en tom tank, der er problemet. Vi har lige brugt Seven Kestrels tid og “as you know, time is money”. Det eneste jeg kan tænke på er at komme væk og gemme/græmme mig. Lidt svært med en AIS, hvor Seven Kestrel kan følge os og vores fart de næste 25 sømil og det er med en afslørende motor, der max giver mig 2 knob. Nå, men grublerier har aldrig løst nogen problemer. Nu skal det problem fandme løses. Nu ved vi da i hvertfald at det ikke er mangel på brændstof.

Da vi er kommet langt nok væk fra Seven Kestrel til at skammen synes mindre, går vi mekaniker-amok. Starter med dieselfilteret. Det ser relativt ubrugt ud, men skiftet bliver det. Så er der hele hyret med at udlufte systemet efter sådan en operation, hvilket tager usædvanligt lang tid. Det giver mig et hint. Dieselpest! En bakterie der lever i diesel. Nå den dør klumper den sammen i plamager og når så et skib bliver banket godt rundt som vi blev for et par dage siden, vælter klumper op fra bunden og stopper systemet. Det er en klasikker. Når folk på søen bliver tæsket rundt i store bølger og allermest har brug for en motor, kommer deiselpesten forbi og lukker festen. Der er intet andet at gøre end at åbne for inspektionslugen til tanken. Nu lyder inspektionsluge som noget man bare lige åbner, men sådan forholder det sig ikke lige på Manta Ray. Det er 12 sirligt små stramme umulige bolte, der skal løsnes. Det tager ca. 20 minutter… i søgang.

Da jeg langt om længe får den åbnet, er tanken fuld. Helt fuld. Vi fyldte 40 liter på fra Seven Kestrel så altså har der minimum været 70 liter i forvejen. Hva’ faen. Og dieselpest… er der ingen spor af. Ingen dieselpest i tanken. Ingen dieselpest i dieselfilteret. For fa’en!?! Sidste mulighed. Slangen fra tank til filter. BINGO! Sugerøret fra tanken er stoppet fuldstændigt til med en sort substans som jeg senere finder ud af er… toiletpapir. Ja nogen har brugt toiletpapir, hvilket i forvejen er no-go, til at rense tanken… og så glemt det dernede. Jeg får så meget jeg kan ud af røret med en spidstang og resten må jeg stoppe tilbage i tanken og tage senere. Nu ved jeg hvor jeg skal rense, hvis det sker igen inden vi er i havn. Vi samler det hele igen. Sweet bliss. Motoren spinder igen. Vi har altså sejlet rundt med motorproblemer i 2 dage med diesel nok til at tage og frem og halvt tilbage skulle vi have lyst. Og havde jeg vidst, hvad problemet var, kunne jeg have løst det på ti minutter. Men så igen. Så havde vi fået et mindre eventyr. Aftenen falder på så nu er det bare fuld skrue. Retning, Peterhead! Og Pierre… gå så i seng, jeg har brug for en frisk mand.

Toiletpapir hører til i toilettet. Te-filtre til tanken, så længe man ikke glemmer den dernede 

Sejler afsted med velfungerende motor i solnedgangen

Natten forløber udramatisk og jeg kan se Peterhead som morgen gryer. Pierre står op og vi sejler ind i den smukkeste solopgang. Vi er møgtrætte og taler om, hvor fed en tur det har været. Et års eventyr kogt ned til 3-4 dage. Vi manglede bare at se delfiner. Og for det ikke skal være løgn, og det er det ikke, jeg sværger, dukker to delfiner op 200 meter før havneindløbet og sender os ind af havneindløbet. Sikken eventyr det har været.

De sidste sømil i solopgang

Den var flot, så lige et billede til

En meget træt skipper, der lige skal holde en times tid til

En træt og glad Panda på broen. Eventyret er slut. Land under fødderne igen