Lossiemouth

Ligger i en helt fantastisk havn. Lossiemouth. Hvilket skal udtales med kraftig skotsk accent så det nærmere lyder som Lussiemuuth. Jeg har har længe været på jagt efter noget autensitet. Et sted, hvor jeg ikke føler mig som en, der er ved at blive solgt noget eller ved at blive solgt. Det er her. Den smukkeste lille skotske havneby, der ligner et sceneri taget ud af Pirates Of The Caribbean. Gamle murstenshuse, hele havneområdet bygget i kæmpe massive sten, de små pubs, hvor stemningen er høj og godtfolk vælter en smule tipsy ud af døren med et tilfreds smil efter at have indtaget deres velfortjente four pints, hygget med venner og veninder og sikkert fortalt de samme røverhistorier igen og igen. Ikke fordi de er dansker-stive, det hører sig bare til deres kultur, at socialicere på en pub. Og så lyder skotsk, som i forvejen er det lækreste sprog, altså endnu bedre med med en lille promille i snakketøjet.

Lydsceneriet af fuglefløjt, mågesang, bølgeskvulp, den fjerne glade leben fra pupsne samt havnefolket, der pusler med, hvad de nu finder værd at pusle med, er det perfekte suplement mens jeg vugger stille her i hængekøjen på dækket. Til det ellers perfekte lydsceneri hører også William der tusser nynnende rundt i havnen i vores dingy(stor kraftig gummibåd) med et fiskenet og er på jagt efter rejer, fisk, muslinger og hvad der ellers skulle være så uheldigt at stryge forbi hans jagtfartøj. Lidt ligesom børn gjorde i gamle dage før de sorte spejles indtog. Bevares, iPhonen kommer da stadigt op, men nu handler det om at fange det kraftige tidevand i timelaps videoer og ikke om at samle likes på instagram eller fiktive point i et eller andet endorfin-stimulerende, big-data-indsamlende, psykologisk-profil-genererende møgspil lavet af folk der har mistet etik til fordel for profit. Det er nok den typiske forældrenostalgiske sang om at de gamle dage altid var bedre, men hans højlydte sang og nynnen, som han glædeligt, men dog ubevidst, deler med hele havnen, der til gengæld kvitterer med brede smil dekoreret med uperfekte tænder, vidner om at han stortrives. Og hvis noget kan forsøde en faders lydsceneri er det lyden af glade unger.

Nå men tidevand. En imponerende faktor. Vi lagde til på lidt over 5 meter vand og havde alligevel kølen på bunden i morges. Heldigvis i blødt sand. William og jeg havde en samtale om det igår, hvor han var stærkt imponeret over, at den lille bitte måne kunne hive så meget i vandet men samtalen endte med at blive lidt for kompleks da forklaringen også lige skulle have solen med, der trækker med ca. halvdelen af månens kraft samt at der også er højvande på den modsatte side af jorden med relativitetsteori som bedste forklaringsmodel. Jeg besluttede at det må vente til vi for alvor går i gang med hjemmeskolingen og at lige nu handler det mere bare om at nyde vores forunderlige planet med den uundværlige gave vi kalder bevidsthed uden at have forklaringsmodeller på det hele. Og som jeg vugger her i hængkøjen er det ikke bare svært at tage sig sammen til at formidle forklaringsmodeller, men i det hele taget svært at tage sig sammen til bare at lade hånden falde ned på dækket, hvor William lige har stillet en kop frisk kaffe til mig. Han scorer rimeligt mange point for tiden. Point i det virkelige livs spil.

Der var 1.000 gøremål i dag, men som vores næste båd skal hedde, mañana. Lige nu har jeg nemlig vanvittigt travlt med noget så vigtigt som absolut ingenting. Heldigvis er der lige en skotte, der har støttet mig med et venligt grin og kommentaren “looks comfy” efterfulgt af “what a beautiful boat”. Alt er lige som det skal være og som det ser ud til lige nu, er både William og skotterne er heldigvis enige i den betragtning.