Storm før stilheden

Så sidder jeg her i Anholt havn med en kop te, en cigaret, gud forbude det, og nyder morgensolen, der står søvnigt op over grandtræerne. Fuglene kvidrer, der er havblik og ikke et eneste lystigt menneske, der larmer som nu mennesker ellers er så gode til. Her er roligt. Helt roligt. Danmark i en stille postkort-udgave dog med et tillæg af dejlig duft af fugtig muld og alskins nyudsprungen flora. Det er ikke helt til at forstå at de sidste par måneder har været max stressede for at få båden bare nogenlunde klar til det her “lille” eventyr. Hvad jeg ikke har bokset med af megaprojekter for at få en weekendbåd forvandlet til en langtursbåd. Selvstyrer, solceller, dieselfyr, rulleforstag, ny crosswire idler(ja det det havde jeg heller aldrig hørt om), nye instrumenter osv. osv. osv. osv.. Alt sammen noget jeg skulle lære om og installere on-the-fly, da jeg til at begynde med ikke vidste et klap om, hvordan en båd er skruet sammen. Fuldstændig rædbrækket af at prøve at presse et godt 100 kilo og næsten 2 meter stærk usmidige torso ind i rævner og sprækker, hvor selv rotter ville få klaustofobi. Jeg har været træt helt ind i knoglerne og flere gange tænkt, at det her lorteprojekt kunne skride af helvede til og at jeg nok denne gang nok havde taget munden lidt for fuld. Og det har kostet på familiesiden, hvor Isa har stået for sådan ca. alt i hjemmet samt alt muligt bådrelateret koordinering og som tak har fået en sur, gammel, træt, rædbrækket, ildelugtende og irritabel mand hjem lige til søde ulvetiden med. Men sur røv kan være en investering og lige nu er der afkast af den helt store slags. Alt på båden har fungeret til UG. Vejret har været med os på en måde, der ligner sommer i middelhavet, bare en aaaaaanelse koldere. William har overrasket big-time ved at vise kæmpe initiativ og gå 100% ind i det. I Gilleleje havn lagde vi lige så stille til, langskibs, William trådte stille og roligt i land og lagde fortøjninger. Vi lignede nogen, der aldrig havde lavet andet. Så stod vi begge der med solbriller på, så monster cool ud, mens vi prøvede at skjule vores overraskede over den relatitivt lidt for store success. Vi sluttede af med en stille high-five og håbede på ingen så det. Jeg tænkte at vi var ramt lige i røveren af en god omgang held, men vi gentog samme manøvre i Anholt havn, så muligheden for at al den bekymring, der har været omkring havnemanøvre kun os to har nok været lidt forstørret i min hjernes forvrængede bias-prisme. Forholdene har selvfølgeligt også været optimale med hensyn til vind samt det faktum at havnene stort set er tomme. Og der skal nok komme panik-øjeblikke senere på turen, men alt i alt kan jeg godt se at min dejlige teenager kan meget mere end jeg lige gik og frygtede og at han bliver en super-sejler på rekord tid.

En ting mangler dog. Og det kan virkeligt mærkes. William og jeg har som sagt inkasseret sur-røv-afkastet, men tilbage i trædemøllen på Nørrebro har vi efterladt Isa, Tjuhej-tøsserne og Mini-Marlon. Det er en bjælke i mit sind at de ikke er her lige nu. At Tjuhej-tøsserne ikke er igang med at tegne på noget de ikke må tegne på. Aida’s latter. Ella’s vejrmøller. Marlon, der kravler baglens rundt og er ved at æde noget, der absolut ikke er egnet til at æde, mens han råber til verden på sit uforståelige sprog og ikke selv kan forstå, at vi ikke fatter et klap. At Isa ikke sidder her og deler en kop te og sine skæve tanker med mig. Det er en ambivalent og amputeret oplevelse at sidde her og jeg kan ikke vente til at vi er samlet igen i en kaskade af larm, liv og glade dage. 

Men selvom vitalitetens højborg må vente lidt endnu, er det et kærkommet sceneskift jeg er trådt ind i. Stilheden trænger langsomt tilbage i de trætte knogler. Stormen er bag os. Og duften af nye eventur er lige om hjørnet.

 

Morgen i Anholt havn

Kaos dagen før afgang

Når Kronborg er til bagbord…

Cool ankomst i Gilleleje

Chillaxing i hængekøjen

Morgenmad mod Anholt

Will holder udkig

Frokost på havet